<h1>Tør vi sætte tempoet ned og slippe kontrollen?</h1>

Tør vi sætte tempoet ned og slippe kontrollen?

Af Daniel Toft Jakobsen, folketingsmedlem for Socialdemokratiet
Bragt i Horsens Folkeblad 26 april 2022

Påskedag var jeg til gudstjeneste i en folkekirke på Kolding-egnen. Blandt meget andet kom præsten i sin prædiken ind på nogle pointer fra den tyske sociolog, Hartmut Rosa. Selvsamme sociolog er min kone for tiden meget optaget af, og derfor vakte det genklang, da præsten nævnte Rosa.

Rosa er bl.a. kendt for et meget sigende billede på os moderne mennesker: Vi kæmper os forpustet op af en rulletrappe, der kører hurtigere og hurtigere nedad. Vi skal hele tiden løbe hurtigere og hurtigere, hvis vi skal undgå at køre baglæns. Vi er nærmest fanget på rulletrappen, mens alting går stærkere og stærkere. Højere hastighed. Mere vækst. Men uden at vi for alvor flytter os nogen vegne eller for den sags skyld bliver lykkeligere – måske tværtimod.

Personligt kan jeg godt genkende billedet af rulletrappen. Både fra hverdagen som børnefamilie med skole, job, fritidsaktiviteter, ugeskema, planlægning osv. men også fra Christiansborg, hvor tempoet ligeledes er højt og nogle gange helt sikkert også for højt. Det ene politiske udspil efter det andet. Den ene aftale efter den anden. Et væld af lovforslag, beslutningsforslag, samråd, borgerhenvendelser og ministerspørgsmål, der skal stilles, behandles, besvares, vedtages og afvises. Af og til kan det godt være en anelse svært at gennemskue, hvordan den ene og anden aktivitet konkret bidrager til at forbedre samfundet og vilkårene for alle os borgere, der lever i samfundet. Andre gange er det heldigvis let at se meningen med det, som vi går og laver i Folketinget. Men alt i alt tror jeg ikke, at det ville være nogen dum idé at skrue lidt ned for hastigheden og op for grundigheden på Christiansborg.

En anden af Rosas pointer er, at det moderne samfund hele tiden stræber efter at udvide kontrollen over alt i tilværelsen. Dette er ifølge Rosa et problem, da det egentlige liv opstår i mødet med det, der ikke kan kontrolleres. En verden, der er fuldstændig kendt, planlagt og styret, ville være en død verden, skriver Rosa.

Også denne pointe kan jeg genkende fra det politiske. Når vi politikere vil styre og kontrollere alting, ender vi ofte med at forringe betingelserne for det, der virkelig betyder noget her i livet. Når vi f.eks. vil gardere os imod fejl på socialområdet eller ældreområdet, når selv den mindste indsats skal være evidensbaseret, og når vi vil have sikkerhed for, at serviceniveauet er det samme i hele kommunen eller hele landet, så ender vi let i et omfang af registrering, tidsstyring, dokumentation, evaluering og afrapportering, som går ud over nærheden, omsorgen, kreativiteten og tiden til de mellemmenneskelige relationer, som jo er det, der virkelig betyder noget.

Hvis vi vil have et samfund – og et velfærdssamfund – med plads til nærhed og tid til relationer, bliver vi nødt til engang imellem at slippe kontrollen.