<h1>Bare fordi man er medlem af samme parti, er man ikke nødvendigvis enige om alt</h1>

Bare fordi man er medlem af samme parti, er man ikke nødvendigvis enige om alt

Af Daniel Toft Jakobsen, folketingsmedlem for Socialdemokratiet
Bragt i Horsens Folkeblad d. 14. juni 2022

For et par uger siden stemte et stort flertal ”ja” til at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet. Det var jeg glad for. Jeg stemte selv ”ja” og anbefalede andre at gøre det samme. ”Naturligvis stemte du det, som du anbefalede andre at stemme”, vil de fleste nok tænke. Men nogle gange er virkeligheden på Christiansborg faktisk mere kompliceret end som så.

Da der i 2015 var folkeafstemning om retsforbeholdet, var der flere politikere, der stemte det modsatte af det, som de anbefalede vælgerne at stemme. Inger Støjberg har f.eks. forklaret, at hun i 2015 stemte ”nej”, selvom hun og Venstre anbefalede et ”ja”. Christina Egelund og Simon Emil Ammitzbøll-Bille anbefalede omvendt sammen med Liberal Alliance et ”nej”, men stemte selv begge to ”ja”. Det har de fortalt efterfølgende.

Jeg skriver ikke dette for at hænge de pågældende politikere ud. For de har egentlig bare gjort det, som er normen på Christiansborg, når man er uenig med sit parti: Man er loyal og forsvarer den holdning, som et flertal – eller partiledelsen – i ens parti er kommet frem til. Uenighederne holder man internt.

Personligt synes jeg, at balancegangen mellem egne holdninger og loyaliteten overfor ens parti er dilemmafyldt. Jeg forstår godt argumenterne for, at man som parti skal holde sammen og tage diskussionerne internt og ikke eksternt. Sammenhold gør på mange måder stærk – også i politik. Omvendt tror jeg ikke, det gavner befolkningens tillid til os politikere, hvis vi stiller os op og siger noget, vi ikke mener. Helt generelt tror jeg, det er bedre at tale ærligt om de holdningsforskelle, der nogle gange er i partierne, end at lades som om, vi er enige om alt. For selvfølgelig er vi ikke det, selvom vi er medlem af det samme parti.

Da Danmark tilbage i 1972 stemte ”ja” til medlemskab af EF, fandtes der også forskellige holdninger i flere af partierne. I Socialdemokratiet førte en række unge folketingsmedlemmer med Svend Auken og Ritt Bjerregaard i spidsen endda helt åbent kampagne for et ”nej”, mens deres partiformand og statsminister, Jens Otto Krag, stod forrest i kampen for et ja. Det har helt sikkert været udfordrende, men rummeligheden bidrog formentlig til at holde sammen på Socialdemokratiet i de år.

I øjeblikket er der ni løsgængere i Folketinget, og dertil kommer tre partier med ét folketingsmedlem hver. Der er også flere nye partier på stemmesedlen næste gang, hvilket både er demokratisk og helt fint. Men måske siger de mange partiskift, løsgængere og små nye partier noget om, at der er blevet for lidt plads til forskellighed i de etablerede partier.

Der er absolut intet galt i at være loyal overfor sit parti. Tværtimod! Men der er heller ikke noget galt i at insistere på at være tro imod sig selv og sine egne værdier og holdninger. Og det er ærgerligt, hvis flere og flere oplever, at der ikke er plads til at være sig selv inden for rammerne af de etablerede partier. I så fald er det måske tid til at gentænke balancen mellem partidisciplinen på den ene side og den enkelte politikers holdninger og integritet på den anden side.