Folketingskandidat i østjylland

Bookmark and Share

Nyheder

10/06 - 2009

Demokrati er mere end retten til at tale grimt om andre


Læserbrev bragt i Hedensted-avisen d. 10. juni 2009

I fredags var det Grundlovsdag, og igen i år var ytringsfriheden mange steder et centralt tema i fejringen af det danske demokrati. Og det er helt fint. Problemet er bare, at der er en tendens til, at jo værre ting man kan finde på at sige om især vores muslimske medborgere, des større en forkæmper for ytringsfriheden og dermed demokratiet er man. Og omvendt: Hvis man kritiserer Jyllands-Postens Muhammed-tegninger eller Dansk Folkepartis retorik om muslimer, så er man nok ude på at begrænse ytringsfriheden. Det er en absurd tendens. For ytringsfrihed og demokrati handler altså om andet og mere end retten til at tale grimt om hinanden!

Retssikkerhed, mindretalshensyn og religionsfrihed er eksempler på kernedemokratiske principper, som det bestemt er værd at slås for – og som vel i virkeligheden er langt mere truet end ytringsfriheden. For mens ytringsfriheden måske er truet af ydre udemokratiske kræfter, mennesker der ingen politisk indflydelse har i Danmark, så er retssikkerheden, mindretalshensyn og religionsfriheden sat under pres af politikere og meningsdannere, der rent faktisk har indflydelse i Danmark.

Lad os starte med retssikkerheden, som har lidt nogle store nederlag de seneste år – først og fremmest som et resultat af den omfattende ”terrorlovgivning”, der er vedtaget siden 11. september 2001. Administrative udvisninger uden dommerkendelse og stærkt udvidede muligheder for PET til overvågning af borgerne er blot et par af de mest alvorlige angreb imod vores retssikkerhed. Angreb der bunder i en misforstået tro på, at man kan forsvare demokratiet imod trusler udefra med udemokratiske midler. Lidt den samme logik – dog i mindre målestok – som da USA under Bush kæmpede demokratiets og frihedens kamp med ufrihedens midler som tortur og retsløshed på Guantanamo. Tendensen til at en ydre trussel imod demokratiet afstedkommer en endnu mere alvorlig indre trussel imod det samme demokrati er tydelig. Man forsvarer altså bare ikke demokratiske principper ved at fravige dem.

Angående religionsfriheden: Oftere og oftere lyder det fra politikere, at religion ikke hører hjemme i det offentlige rum. I den kristne studenterorganisation KFS, hvor jeg arbejder, oplever vi konkret, hvordan det flere steder bliver sværere og sværere for kristne gymnasieelever at få lov at mødes på deres studiested. Det er et problem for religionsfriheden og i høj grad også for den demokratiske grunddisciplin, der hedder forståelse for forskellighed. Hvis ikke man skal lære at kende og forstå hinandens (religiøse og alle mulige andre) forskelligheder i gymnasiet, hvor skal man så lære det? Det er vigtigt at skelne imellem religion og politik – meget vigtigt endda. Men det er en helt anden diskussion. Bederum, tørklæder og religiøse samlinger i det offentlige rum er absolut ingen trussel imod demokratiet, så længe demokratiske spilleregler som åbenhed og frivillig deltagelse respekteres. Religion må aldrig gøres til noget mystisk og skummelt, som det kun er tilladt at rode med derhjemme bag nedrullede gardiner.

Om mindretalshensyn: I 2007 gik Dansk Folkeparti bl.a. til valg på et forslag om ved lov at forbyde konkret hensyntagen til muslimer i Danmark. Alt fra badeforhæng i svømmehaller af hensyn til muslimske brugere til bederum på arbejdspladser skulle forbydes ved lov. Slut med lokalt at afveje hensyn og imødekomme muslimske behov på områder, hvor det ikke skader andre. I et land, hvor et af de mest magtfulde politiske partier på den måde ønsker at lovgive imod hensyntagen til mennesker tilhørende én helt bestemt religion, er der behov for igen at få debatteret, hvad man egentlig forstår ved demokrati.

Vi må aldrig gå på kompromis med ytringsfriheden, og det er fint at hylde den på Grundlovsdag. Der er bare nogle andre demokratiske principper, som i endnu højere grad har brug for opmærksomhed. Ganske enkelt fordi de er presset. Ikke kun af ydre udemokratiske kræfter men også af danske politikere, som enten har en mangelfuld forståelse af demokrati, eller som bare ikke stoler nok på demokratiets styrke til fuldt og helt at holde fast i det, når det bliver presset udefra. Og det er et problem. For hvis vi i kampen for demokrati, selv begynder at fravige det, hvad er der så tilbage at kæmpe for?