Folketingskandidat i østjylland

Bookmark and Share

Nyheder

09/01 - 2016

Har vi glemt Hal Koch?


Bragt i kristeligt dagblad d. 9/1 2016, sammen med Rasmus Prehn (S), MF

Det er 75 år siden, Hal Koch for alvor blev en kendt figur i Danmark med sine forelæsninger om Grundtvig på Københavns Universitet – i efteråret 1940. Den nok mest kendte bog fra Hal Kochs hånd, ”Hvad er demokrati?”, udkom fem år senere kort efter Danmarks befrielse.

Hal Koch er stadig relevant, når man som os er optagede af et socialt og demokratisk samfund og i fastholdelsen af et stærkt og progressivt socialdemokratisk parti. Ikke bare i forhold til ”det sociale” men også i forhold til ”det demokratiske”. Ikke bare i forhold til det ”fordelingspolitiske” men også i forhold til det ”værdipolitiske”. Ikke bare i forhold til ”lighed” men også i forhold til ”frihed”.

Mest kendt er Hal Koch formentlig for udsagnet om, at demokrati ”ikke er et system, der skal gennemføres men en livsform, der skal tilegnes”. Demokrati handler ikke bare om at stemme hvert fjerde år, hvorefter flertallet bestemmer over mindretallet. Demokrati handler om samtale, dialog, gensidig forståelse og respekt.

”Det udemokratiske er den ufrugtbare debat, hvor ingen har øre og sind åbent for modpartens argumenter. Hvis afgørelsen er truffet på forhånd, og modpartens synspunkter aldrig bliver én et problem, er forhandlingen virkelig blevet til tom ordskvalder og ”parlamentarisk kævl””, skrev Hal Koch.

Mange danskere med politikerlede vil formentlig finde denne beskrivelse rammende på dansk politik anno 2015. Det skal vi tage seriøst. Der er brug for at skrue ned for skuespillet og op for sagligheden, ærligheden og evnen til at lytte til modparten. Også når der er kamera på. Også i Folketingssalen.

Den oprigtige debat, der bygger på reel lydhørhed og respekt for modparten, skaber resultater, som aldrig vil kunne nås, hvis flertallet bare tryner mindretallet – eller hvis konklusionen er skrevet på forhånd af nogle få personer øverst i hierarkiet.

Kommunalreformen flyttede demokratiet længere væk fra mange borgere. Antallet af kommunalpolitikere faldt, og mange små byer fik længere til den politiske indflydelse. Omvendt er antallet af offentligt ansatte DJØF´ere steget, og det samme er mængden af kompliceret læsestof i byrådsarbejdet. Alt dette bidrager til en stigende politisk afmagt i store dele af befolkningen: Har vi overhovedet noget at skulle have sagt? Hvorfor melde sig ind i et parti præget af topstyring? Hvordan kan vi påvirke lokale beslutninger, der begrundes med komplekse tal, regneark og økonomiske beregninger, som de færreste kan gennemskue?

Der er brug for et fornyet fokus på decentralisering. Jo mere reel indflydelse, der ligger tæt på borgerne i f.eks. lokalråd, skolebestyrelser og byråd, des flere borgere vil engagere sig politisk. Og folkeligt engagement er nu engang en forudsætning for den politiske samtale, som ifølge Hal Koch definerer demokratiet.

Politik er ikke et spil. Det gælder ikke om ”at smadre de andre”, som man ellers nogle gange kan høre på Christiansborg inden en debat i Folketingssalen. For Hal Koch var det en politisk dyd at bestræbe sig på at forstå og respektere modparten og endog kalkulere med, at modparten måske har ret.

Pointen er ikke, at vi politikere skal nedtone vores ideologiske forskelligheder. Tværtimod! Megen politikerlede kunne formentlig mindskes, hvis vi fandt tilbage til den egentlige betydning af et politisk kompromis: Noget man indgår med andre for at finde fælles løsninger – og ikke noget man indgår med sig selv for at tækkes vælgerne. I et demokrati deler man sig efter anskuelser. Man flokkes ikke om gennemsnitsvælgeren. For der er brug for idealerne. Stærke idealer tak! Alle argumenter og synsvinkler skal på bordet, hvis vi skal finde de bedste løsninger.

Men naturligvis handler demokrati ikke kun om saglighed, ærlighed og en decentral, folkelig politisk samtale. Det handler også om de grundlæggende frihedsrettigheder, som Hal Koch forsvarede på uforbeholden vis med midler, som den dag i dag – selvom tiden er en anden – stadig kan tjene til inspiration i debatten om ekstremisme og udemokratiske kræfter.

Hal Koch hadede nazismen. Men han forsvarede nazisternes borgerlige rettigheder på det måske sværeste tidspunkt i historien at gøre netop det. Kampen imod den nazistiske ideologi skulle føres med ordet – ikke med hverken sværdet, lovgivning eller andre magtmidler, som mange ønskede det, og som magthaverne i et vist omfang også gjorde det umiddelbart efter krigen.

Som Hal Koch skrev med en god portion ironi: ”Med forbitrelse afviser man den blotte tanke om, at nazisterne skulle have lov at stille op ved de politiske valg. Men man er da heldigvis nået videre end som så: helst ville man berøve dem retten til at danne foreninger med nazistisk præg – i et frit demokratisk land!! – og man udbryder i høje råb af indignation over, at disse forbryderiske mennesker endog vover at udgive deres eget blad. De må helt have misforstået bestemmelserne om trykkefrihed”.

Vi er alle sammen gode til at gå i fakkeloptog for de minoriteter, vi selv synes godt om – og det er godt. Men hvis vi virkelig vil forsvare og udbygge vores demokrati, skal vi ikke bare forsvare vores venners – men også vores fjenders – frihedsrettigheder.

Når Hal Koch går ind for ”denne ubetingede frihed i alle åndelige spørgsmål”, er det ikke fordi, alle anskuelser er lige gode og lige sande. Det er på ingen måde tilfældet for det troende og demokratiske menneske, Hal Koch.

Der er netop brug for åndskamp. Men sand åndskamp forudsætter sand åndsfrihed – uden ”selv den allermindste anvendelse af verdslig tvang i åndens verden”.

For som Hal Koch skriver: ”Det intolerante angreb på løgnen, som er sandhedens væsen, bliver (…) til en uanstændighed, hvis man derved udsætter sin modstander for borgerlige repressalier”. Og videre: ”Vi ønsker virkelig at bekæmpe den nazisme, som vi hader af hele vort hjerte – men vi vil ikke have en politibetjent med en maskinpistol ved siden af os i kampen”.

Ulovlige handlinger skal selvsagt bekæmpes med magt og repressalier. Men hvis udemokratiske holdninger i sig selv gøres til genstand for borgerlige repressalier, bliver den åndelige og ideologiske kamp imod disse ifølge Hal Koch til en ”umulighed” og en ”uanstændighed”. For i så fald vil de udemokratiske stemmer trække sig væk fra offentligheden, hvilket gør det sværere at udstille og modsige dem. Og samtidig vil de demokratiske stemmer, hvis ellers de ”har en smule velanstændighed i behold”, være tilbageholdende med at anklage andre mennesker for bestemte udemokratiske holdninger, hvis dette kan få ”skæbnesvangre borgerlige konsekvenser” for de pågældende.

Hvis vi ikke giver vores fjender de samme frihedsrettigheder, som vi selv ønsker, kan vi hverken kæmpe eller vinde den kamp imod dem, som i virkeligheden er den mest afgørende – nemlig den åndelige kamp om ideologi, holdninger og demokratisk sindelag. Vi kan måske nok bekæmpe dem med forbud, terrorlovgivning og politi, men den afgørende kamp handler – ifølge Hal Koch – om ånd: ”Ved sværdet kan man finde ud af, hvem der er den stærkeste, men aldrig hvem der har ret”.

For os at se har Hal Koch stadig rigtig meget at bidrage med. I forhold til den demokratiske samtale i Folketinget og partierne. I forhold til den førte politik over for mindretal. I forhold til sand åndsfrihed. I forhold til den vigtige kamp imod udemokratiske kræfter og meget andet.

Hal Koch repræsenterer for os en humanistisk, demokratisk strømning, som ikke står så stærkt i dansk politik, som den har gjort. Der er brug for at genopdage og genlæse Hal Koch. Dette er vores lille bidrag hertil.