Folketingskandidat i østjylland

Bookmark and Share

Nyheder

09/11 - 2015

Statsborgerskab. Hvilke holdninger udelukkes næste gang?


I sidste uge traf de borgerlige partier en usædvanlig beslutning på Christiansborg. De fjernede én person fra den liste over personer, der står til at få dansk statsborgerskab inden længe. Begrundelsen var, at vedkommende har givet udtryk for nogle vanvittige, udemokratiske og islamistiske holdninger. Han har ikke gjort noget ulovligt.

Umiddelbart kan det lyde fornuftigt nok at hindre folk med udemokratiske holdninger i at blive danske statsborgere. Men prøv lige at overveje følgende spørgsmål: Ønsker vi virkelig at bevæge os i retning af et samfund, hvor ens rettigheder og muligheder afhænger af ens holdninger? Hvor ender vi, hvis det til enhver tid siddende politiske flertal skal definere, hvilke holdninger der er gode og demokratiske nok til dansk statsborgerskab? Hvem bliver udelukket næste gang? Kommunister? Nazister? Autonome? Nationalister?

Ingen ved, om der er andre personer på listen over kommende danske statsborgere, der har ligeså skøre holdninger som ham, der nu er blevet fjernet. I så fald har de ikke ytret sig så tydeligt, som den pågældende. Men i et demokratisk samfund skulle det da nødig være sådan, at man er bedre stillet, hvis man holder sine holdninger for sig selv, end hvis man benytter sin ytringsfrihed til at fortælle, hvad man mener.

Udemokratiske og ekstremistiske holdninger af enhver art skal bekæmpes. Det er bare meget lettere at modsige og udstille sådanne holdninger, hvis de kommer frem i lyset i stedet for kun at blive luftet blandt ligesindede bag nedrullede gardiner af frygt for repressalier. I Danmark straffer vi folk for deres handlinger – ikke deres holdninger. Og det bør vi heller ikke gøre i denne sag.