Folketingskandidat i østjylland

Bookmark and Share

Nyheder

07/05 - 2015

1. maj tale 2015


Første maj og store bededag falder i år på samme dag. Jeg har spekuleret lidt på, om man måske kunne kombinere de to mærkedage. Det ved jeg ikke rigtig – men man kunne jo sådan set godt formulere en bøn til verdens politiske ledere på lige netop denne første maj.

En bøn til de politiske ledere i verden – og i Danmark for den sags skyld – om mere solidaritet. For det er jo det, som første maj handler om – mere solidaritet.

Jeg så på tv2 news den anden dag, at de varmede op til deres dækning af 1. maj med en reklame, hvor de bl.a. spørger, om der overhovedet er noget at kæmpe for længere – på arbejdernes internationale kampdag. Og svaret er jo det enkle: Så længe der er brug for mere solidaritet på den her klode, så er 1. maj en højaktuel kampdag – og på ingen måde forældet.

Jeg ved det ikke, men måske er der nogle af jer, der tænker, at nu kommer der en hyggelig lille tale om det hyggelige lille ord solidaritet. Og jeg har såmænd ikke noget imod hygge. Men solidaritet er ikke hyggeligt. Solidaritet er benhårdt – ja, det kan nærmest være brutalt.

Solidaritet er ikke gratis. Solidaritet koster noget. Det har en pris.

Solidaritet er ikke uskadeligt. For det meste gør det ondt at udvise solidaritet.

Solidaritet er ikke let. Det er svært.

Og det er jo fordi, at det koster noget, fordi det gør ondt, fordi det er svært – at der er mangel på solidaritet i vores land og i vores verden. Det er jo fordi solidaritet handler om at give afkald på noget af mit – til gavn for andre – at det er svært for rigtig mange af os at være solidariske, når det virkelig kommer til stykket.

Hvis det var let at være solidarisk, så ville der nok være mere solidaritet i verden. Hvis det var hyggeligt og mageligt at være solidarisk og man selv blev rigere af det, så var der nok flere mennesker, stater, virksomheder og partier, der udviste solidaritet.

Men sådan er det ikke. Solidaritet koster noget.

Når fagbevægelsen op igennem historien har kæmpet for bedre arbejdsvilkår, så har det ikke været gratis for de involverede, at tage den kamp. Det har ikke været gratis for arbejderne i den ene afdeling, på den ene fabrik eller i den ene branche at udvise solidaritet med arbejderne i den anden afdeling, på den anden fabrik eller i den anden branche. Det har kostet både tid, penge og kræfter at udvise solidaritet med andre arbejdere.

Og selv for de mange, mange arbejdere op igennem tiden, som har stået solidarisk sammen i en fælles kamp for SELV at få nogle bare lidt mere anstændige løn- og arbejdsvilkår, har solidariteten haft sin pris. For hvorfor ikke bare køre frihjul og lade andre tage kampen – og så nyde godt af de andres kamp og resultater efterfølgende. Det er der jo nogle, der har gjort, og det er der nogle der gør – netop fordi det der med solidaritet jo koster noget, og kan gøre ondt og er svært.

Fagforeningskontingentet koster noget. Strejke og lockout koster noget. Kampen og konflikten koster kræfter og tid, hårdt arbejde.

Jeg siger bare det her, fordi vi ikke må glemme i vores bevægelse, at solidaritet ikke bare er et hyggeligt lille ord, som vi kan hive frem ved særligt festlige lejligheder. Solidaritet er handling, og det koster noget.

Men det er prisen værd. For uden solidaritet får vi aldrig skabt en mere retfærdig verden og et mere retfærdigt Danmark, hvor det her med, at alle mennesker har lige stor værdi, ikke bare er noget som vi godt ved, men også noget, som man kan se i praksis i den måde, som folk bliver behandlet på.

De seneste uger har vi i medierne hørt alt for mange historier om hullede fiskekuttere og gamle både, der overlæsset med flygtninge forsøger at sejle over middelhavet - fra det fattige Afrika til det rige Europa. Tusindvis af mennesker er druknet. Børn, der måske lige havde lært at sige deres eget navn – er druknet. Unge, der måske lige havde taget en god uddannelse – men var tvunget på flugt af borgerkrig – er druknet. Midaldrende, der måske bare havde den forkerte religion og derfor blev forfulgt – er druknet. Rigtige levende mennesker, ligesom os, der er mødt op her i dag, er druknet.

Selvfølgelig er der ingen lette løsninger på det her. Men der er brug for mere solidaritet. Med dem, der flygter. Med de lande, som de flygter fra. Og også med de sydeuropæiske lande, som de her flygtninge ankommer til, hvis de klarer turen over middelhavet, og som derfor står med en kæmpe opgave, som de ikke kan løse selv.

Jeg ved godt, at det er kompliceret, og at kompleksiteten i sig selv kan være en hindring for at finde en ordentlig løsning. Men den største barriere for at få taget fat på de ting, som på sigt vil kunne forbedre situationen, det er altså ikke, at det er komplekst. Den største barriere er efter min mening ganske enkelt manglende solidaritet – manglende vilje til for alvor at tage fat og gøre noget – i Europa.

Manglende vilje til for alvor at hjælpe Italien med den redningsindsats i Middelhavet, som er helt nødvendig, og som er blevet neddroslet de seneste år – i et totalt misforstået forsøg på at afskrække de her desperate mennesker fra at forsøge at tage turen over Middelhavet. Manglende vilje til at diskutere, hvordan vi i Europa kan tage imod de flygtninge, som faktisk har krav på asyl, hvordan vi kan fordele de her flygtninge på en mere solidarisk måde. Og sidst men ikke mindst manglende vilje til at bidrage meget mere, end vi allerede gør, til en bedre udvikling i de lande, som folk flygter fra.

Og hvad er grunden til den manglende vilje – den manglende solidaritet – rundt omkring i det ellers ret rige Europa. Jamen grunden er jo, at solidaritet koster noget, solidaritet gør ondt, solidaritet er svært.

Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at der i regeringskontorerne rundt omkring i Europa bliver regnet på, hvad det vil koste af penge – og ikke mindst stemmer ved et kommende valg – at bidrage til en mere solidarisk løsning af situationen omkring Middelhavet. ”Der er ikke stemmer i druknede bådflygtninge”, som der stod i en overskrift på dr.dk den anden dag. ”Der er ikke stemmer i druknede bådflygtninge”…

Jeg ved ikke, om det er rigtigt, at der ikke er stemmer i druknede bådflygtninge. Men jeg er helt overbevist om, at der i hvert fald på sigt heller ikke er stemmer i at tale den yderste europæiske højrefløj efter munden på udlændingeområdet – hvis nogle skulle overveje det.

Og så vil jeg sige: Det er jo på grund af kynismen i et udsagn som ”der er ikke stemmer i druknede bådflygtninge”, at jeg på denne 1. maj har lyst til at minde om, at solidaritet aldrig har været gratis. Og at solidaritet aldrig må blive et støvet ord, som vi trækker frem ved festlige lejligheder, men som vi ikke handler efter, når det begynder at koste noget – økonomi, stemmer eller andet.

Altså dem som kun går ind for solidaritet, når de selv får noget ud af det, de er jo slet ikke solidariske. De er vel nærmest egoistiske.

Danmark har historisk bidraget relativt meget til opbygningen og udviklingsarbejdet i verdens fattigste lande. Vi har faktisk været foregangsland i forhold til international solidaritet, og det kan vi være stolte af. Vi skal bare være klar over, at vi ikke er så meget foregangsland længere, som vi har været.

Samtidig med, at vi op igennem nullerne (under en borgerlig regering) skruede kraftigt op for vores deltagelse i militære aktioner rundt omkring i verden – så skruede vi markant ned for vores udviklingsbistand, som jo blandt går til at genopbygge de lande, der er blevet ødelagt af krig. Og det er desværre ikke lykkes de sidste fire år for alvor at få rettet op på det. Jeg vil arbejde for, at det kommer til at lykkes bedre i den kommende valgperiode.

Men er solidaritet så noget, som var relevant i Danmark i gamle dage, men som nu kun er relevant ude i den store verden, hvor der er sult, nød og krig? Nej, bestemt ikke.

Vi er kommet langt i Danmark – takket være arbejderbevægelsen, fagforeningerne, de røde partier. Men for det første er vi langt fra der, hvor vi gerne vil være endnu. Vi er slet, slet ikke i mål. Der er stadig stor ulighed i Danmark, både økonomisk og på alle mulige andre måder. Og for det andet, så er der jo nogle, der gerne vil rulle udviklingen tilbage i Danmark. Og de skal altså have kamp til stregen.

Der er folk, der argumenterer for, at hvis vi i Danmark skal kunne klare os i konkurrencen med de andre lande, så skal vi blive lidt mere som dem. Så skal vi svække fagbevægelsen. Så skal vi droppe den danske arbejdsmarkedsmodel. Så skal vi sænke skatten for dem, der har mest – og sænke ydelserne til dem, der har mindst. Uligheden skal være større. For det er nødvendigt, hvis det skal kunne betale sig at arbejde og vi skal have økonomisk vækst i Danmark. Det kommer vi også til at høre i den kommende valgkamp.

Og vores svar skal selvfølgelig være. Nej, vi skal ikke efterligne de andre. Når vi i dag er et af de bedste og tryggeste steder i verden at bo, med højst uddannelsesniveau, mindst kriminalitet, størst tillid borgerne imellem, gratis lægebehandling, gratis uddannelser osv. osv . – så er det jo ikke fordi vi har efterlignet de andre. Så er det fordi vi har gjort det på en anden – og mere solidarisk – måde end de andre. Og det skulle vi gerne blive ved med.

Tag f.eks. Ryan Air, som gerne vil have en base i København – men fortsat ikke vil tegne dansk overenskomst. De vil fortsætte med horrible løn- og arbejdsvilkår. Lav løn. Ingen løn under sygdom. Man skal selv betale for sin uniform. Et opsigelsesvarsel på en uge. En bøde på 200 euro, hvis man selv siger op – har man hørt om. Osv.

Vilkår som vi gerne skulle være sluppet af med i Danmark, men som stadig findes andre steder i verden. Nogle synes det er dejligt, for det giver nogle billige flybilletter. De glemmer bare, at hvis vi tillader den slags ét sted, så breder det sig. Hvis vi tillader virksomhederne at konkurrere på elendige løn- og arbejdsvilkår, så ender vi der, hvor man også er endt i andre lande: At vi får en ny underklasse i vores land, hvor ét fuldtidsjob ikke er nok til at forsørge sig selv og sine børn – og slet ikke nok til at få råd til selv den billigste flybillet – og hvor mange i den her nye arbejderunderklasse derfor vil være tvunget til at arbejde meget, meget mere end hvad der svarer til ét fuldtidsjob. Og ærlig talt: Når vi for 100 år siden kæmpede for 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timers fritid, så var det jo ikke for at opgive det igen her i år 2015.

Nej, vi skal ikke kopiere nogen som helst usolidariske samfundsmodeller. Vi skal ikke deltage i noget ræs mod bunden. Hverken når det kommer til løn- og arbejdsvilkår i Danmark, velfærdssamfundet eller vores bidrag til verdens allerfattigste lande. Tværtimod skal vi udvikle vores solidariske samfundsmodel og gå forrest, så andre rundt omkring i verden forhåbentlig kan blive inspireret.

Tænk bare på hvor stor en forskel det ville gøre med en stærk fagbevægelse i nogle af de lande, som er præget af enorm ulighed.

Vi skal ikke opgive vores model. Vi skal snarere forsøge at eksportere den – i solidaritet med alle de mennesker, som vil kunne få gavn af den model eller noget lignende rundt omkring i verden.

Det er hverken let, gratis eller smertefrit. Men det er kampen værd.

God første maj!