Folketingskandidat i østjylland

Bookmark and Share

Nyheder

01/05 - 2012

1. maj tale 2012


I 1997 lavede HK en landsdækkende kampagne, der skulle få flere til at melde sig ind i fagforeningen. Overskriften på kampagnen lød: ”Vær solidarisk med dig selv”. At det er godt – også for en selv – at være medlem af en fagforening, er der ingen tvivl om. Men at være solidarisk med sig selv – det svarer nogenlunde til, når Anders Samuelsen bruger ordet solidarisk om Liberal Alliances politik. Det er sort snak.


Solidaritet er noget, der altid retter sig imod andre end en selv. Solidaritet er det modsatte af egoisme – ikke det samme som egoisme. Solidaritet er det vi markerer og fejrer første maj. Og solidaritet er det, som der til stadighed er brug for mere af – både her i vores land og i den store verden.


For ærlig talt: Er årsagen til rigtig mange af tidens store problemer ikke netop for lidt solidaritet og for meget egoisme?


Tag finanskrisen: Her var egoismen i den finansielle sektor en stor del af årsagen til krisen, mens en større regulering og ikke mindst en solidarisk international finansskat er en stor del af løsningen.


Tag vores egen trængte offentlige økonomi, som – og det må vi jo indrømme – betyder, at vi ikke helt kan lave de forbedringer i folkeskolen, i ældreplejen og mange andre steder, som vi havde håbet inden valget: Jamen en stor del af forklaringen på de manglende penge i den offentlige sektor er jo, at de op igennem nullerne blev uddelt i skattelettelser til dem med de største indkomster og dem med de største boliger.


Eller tag den enorme ulighed mellem verdens rigeste og verdens fattigste. Mellem dem der dør, fordi de spiser for meget, og dem, der dør, fordi de ikke har nok at spise. Den største forhindring for en mere lige fordeling af verdens ressourcer er, at vi i den rige del af verden har så svært ved at give afkald på noget til gavn for andre – f.eks. ved at lade de fattige lande sælge deres varer på vores markeder. For vel ville det da koste os noget at gøre det – nogle jobs, noget vækst, nogle penge og sidste ende måske sågar noget velfærd. Men solidaritet koster noget. Det andet er bare egoisme.


Eller tag udlændingedebatten: Når man gør retten til at bo i sit eget land med sin udenlandske ægtefælle afhængig af, hvor stor en nytteværdi ens ægtefælle har for den danske økonomi, så er det sådan ca. lige så sympatisk, som hvis jeg havde giftet mig med min kone, fordi jeg var interesseret i hendes penge, og ikke fordi jeg var interesseret i hende.


Jeg mener bare: Når man kan slippe af sted med at lave sådan et pointsystem for familiesammenføringer, som den borgerlige regering lavede, og som grundlæggende sætter penge og økonomisk nytteværdi over kærlighed - så må det være et tegn på, at den materielle egoisme trives ganske storartet i vores samfund – for ellers ville de folkelige protester imod sådan et pointsystem da have været større, end de var.


Heldigvis har vi afskaffet pointsystemet. Men den materielle egoisme har vi selvfølgelig ikke fået afskaffet. Jeg kan i hvert fald stadig finde den inde i mig selv, og mon ikke de fleste af os kan det i et eller andet omfang, hvis vi er helt ærlige. Og sådan vil det selvfølgelig altid være. Vi må bare aldrig lade den materielle egoisme udstikke retningen for den politik, vi fører.


Vi kan også tage klimakrisen, som er den måske allerstørste udfordring, verden står overfor lige nu: Her er det indlysende, at vores allesammens nærmest umættelige trang efter et større og større forbrug og flere og flere materielle goder er en del af årsagen til problemet. Der er ganske enkelt grænser for, hvor stor en vækst, vores klode kan holde til, og det tror jeg, at der er rigtig meget brug for, at vi besinder os på.


Jeg tror, at vi skal minde hinanden om, at økonomisk vækst skal være et middel til at få det bedre og ikke det ultimative mål, som vi er villige til at slide os selv og vores klode ned for at nå.


Selvfølgelig har vi brug for en stærk økonomi, hvis vi fremover skal have et velfærdssamfund, som det vi kender i dag. Og selvfølgelig skal vi prøve at få sat gang i væksten for bl.a. at få skabt de arbejdspladser, som vi og måske allermest vores unge har så meget brug for lige nu. Og hvem ved, måske har de kloge hoveder ret i, at vi for at sikre væksten og økonomien på sigt bliver nødt til at arbejde lidt mere – selvom det ærlig talt kan være meget svært at forstå lige nu, hvor manglen på jobs jo er langt større end manglen på arbejdskraft.


Min pointe er bare: Vi må aldrig ende der, hvor vi i jagten på økonomisk vækst glemmer at passe på os selv, glemmer at passe på vores nære relationer, glemmer at passe på vores børn og glemmer at passe på naturen. Og det ER der en risiko for i et forbrugersamfund som vores, hvor vi har været vant til en meget høj vækst, en meget hurtig stigning i vores privatforbrug, og hvor politikerne nogle gange kommer til at lyde som om, at økonomisk vækst er selve meningen med livet, selvom der selvfølgelig ikke kan være nogen, der mener det i ramme alvor – måske lige med undtagelse af Liberale Alliance.


Så jo, solidaritet – og herunder ikke mindst viljen til at give afkald på noget til gavn for andre – er og bliver helt afgørende i forhold til at håndtere vor tids store udfordringer som finanskrisen, den globale ulighed, klimakrisen og finansieringen af vores eget velfærdssamfund.


OG DERFOR er det også så vigtigt, at vi som venstrefløj får formidlet budskabet om solidaritet på den rigtige måde. Solidaritet handler ikke kun om, at arbejderklassen skal stå sammen og kræve bedre forhold. Det gør det også. Men hvis det kun handlede om, at arbejderklassen skulle kæmpe for bedre forhold til sig selv, så ville det jo netop være et udtryk for det som jeg til at starte med kaldte sort snak – nemlig at være solidarisk med sig selv. Så ville solidariteten være blevet til en avanceret form for middelklasseegoisme, hvor man nok kan råbe solidaritet op ad i systemet til dem, der har mere end en selv, men hvor man i øvrigt helst vil holde dem, der har mindre end en selv, godt på afstand.


Lad mig understrege: Der er intet i vejen med den klassekamp, som vi i S har været med til at kæmpe for bedre forhold for arbejderne. Den var rimelig og retfærdig og bidrog i den grad til en mere lige fordeling af goderne. Og det gør den stadig. F.eks. er kampen for den danske model på arbejdsmarkedet og herunder ikke mindst kampen for et trygt og ordentligt dagpengesystem – meget, meget aktuel i disse år. Kampen for solidaritet må bare ikke stoppe ved os selv og dem, der ligner os mest.


Solidaritet handler grundlæggende om retfærdighed – og om en mere lige fordeling af goderne. Mere solidaritet og en mere lige fordeling af goderne betyder nogle gange, at jeg selv får mere, at jeg selv får en større del af goderne. Andre gange betyder mere solidaritet og en mere lige fordeling, at jeg er en af dem, der skal give afkald på noget til gavn for andre.


Hvis vi kun kæmper for solidariteten, når det er os selv, der får mere – eller som nogle ville formulere det: hvis vi kun interesserer os for vores rettigheder og ikke for vores pligter, så er det slet ikke solidaritet. Så er det egoisme.


Der er brug for det modsatte: ægte solidaritet, pligter og rettigheder, der går hånd i hånd, viljen til at give afkald på noget til gavn for andre. Uden de værdier får vi hverken løst finanskrisen, klimakrisen, den globale ulighed, flygtningeproblemerne eller udfordringerne med at få finansieret vores eget velfærdssamfund. Det er vores værdier, der er brug for. Og derfor skal vi gå forrest. Jeg tror ikke, der er andre der gør det.


Fortsat god 1. maj