Folketingskandidat i østjylland

Bookmark and Share

Nyheder

10/08 - 2011

Norge i Sorg, Danmark i valgkamp


Efter sommerens frygtelige tragedie i Norge er det blevet sagt, at reaktionerne i Norge og Danmark afspejler, at Norge er i sorg, mens Danmark er i valgkamp. I så fald tænker man tilsyneladende langt mere klart og sagligt, når man sørger, end når man fører valgkamp.

I Norge er man rykket sammen og har med statsminister Jens Stoltenberg i spidsen erklæret, at svaret på den slags terrorhandlinger er mere demokrati, mere åbenhed, mere tolerance. Lederen af det norske Fremskridtsparti har givet udtryk for, at hun, i lyset af terrorhandlingen, fortryder konkrete ord og formuleringer, som hun har brugt i udlændingedebatten, og fremover vil overveje sin retorik på en ny måde.

Herhjemme har der også været masser af gode og rigtige reaktioner på angrebet i Norge. Men de er blevet skæmmet af nogle tåbelige reaktioner fra begge politiske fløje samt forskellige enkeltpersoner. Nogle har været så tåbelige, at de omgående er blevet beklaget og undskyldt af afsenderen selv. Det gælder f.eks. Søren Pinds sammenligning af ugerningen i Norge med miljøaktivisters protester i Østerild.

En anden tåbelig reaktion fandt sted i mange danske og udenlandske mediers umiddelbare dækning af angrebet. Endnu inden nogen vidste noget som helst om, hvem der stod bag, begyndte mange medier at tale om islamistisk terror. Denne reaktion siger langt mere om os og vores fordomme end om vores muslimske medborgere i Danmark og Europa.

Enkelte debattører har forsøgt at gøre den politiske højrefløj ansvarlig for tragedien, fordi gerningsmanden deler en række synspunkter med den yderste højrefløj i både Danmark og Norge. Det er efter min mening også en helt forkert reaktion. Der kan ikke sættes lighedstegn mellem den demokratiske højrefløj og højreradikale ekstremister, præcis som der ikke kan sættes lighedstegn mellem muslimer og islamisk ekstremisme eller for den sags skyld mellem kristne og kristen ekstremisme. Når vi, som Jens Stoltenberg helt rigtigt siger, skal besvare terror med mere demokrati, betyder det bl.a., at vi ikke skal generalisere og putte andre mennesker i bås med terrorister, blot fordi de (i hvert fald på overfladen) har politiske, religiøse eller andre fællestræk med nogle ekstremister.

Derimod har vi alle et ansvar for ikke at opildne til had imod minoriteter eller andre. For selvfølgelig betyder det noget, hvordan vi taler om hinanden. En religiøs autoritet kan med sine ord opildne mennesker til had og ekstremisme, og præcis det samme kan en politisk autoritet. Derfor er det endnu en dum dansk reaktion, når Pia Kjærsgaard, modsat sin kollega i det norske fremskridtsparti, blankt afviser nogen som helst form for øget omtanke i sine og sit partis fremtidige udmeldinger om udlændinge. Lige så urimeligt det er at give Dansk Folkeparti skylden for angrebet i Norge, lige så vigtigt er det at få gjort op med deres generaliserende og fjendtlige retorik og politik overfor indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed.

Løsningen er ikke at begrænse ytringsfriheden. Løsningen er tværtimod at bruge ytringsfriheden til at tale imod ekstremisme, fremmedfjendskhed og snæversyn. Dansk Folkeparti har ofte, i et totalt misforstået forsøg på at forsvare demokratiet, fremlagt forslag, der vil gøre det sværere at være muslim i Danmark (f.eks. tørklædeforbud, forbud imod religiøse hensyn, krav om en vis andel svinekød i offentlige måltider mm.). Men demokratiet kan hverken forsvares ved at indsnævre religionsfriheden for muslimer eller ved at indsnævre ytringsfriheden for den yderste højrefløj. Både ytringsfrihed og religionsfrihed er centrale demokratiske værdier, som vi skal værne om.

Demokratiet forsvares bl.a. ved at holde følgende kernedemokratiske princip i hævd: Frihed til forskellighed, så længe man ikke skader andre. Det er dette grundlæggende princip byggende på tolerance og frisind, vi skal holde højt, når demokratiet bliver angrebet. Både når vi sørger, og når vi er i valgkamp.