Folketingskandidat i østjylland

Bookmark and Share

Nyheder

02/05 - 2011

Første maj tale på Daugaard Strand


Første maj. Arbejdernes internationale kampdag. Og festdag. Det er en god dag. Det er en hyggelig dag. Men det er også en vigtig dag. For det er en dag, der vil noget. En dag med et budskab. For sådan er det jo med nogle dage – at de har et budskab.

Vi kender det fra de religiøse helligdage. Vi kender det fra nationale festdage både i Danmark og andre lande. Men første maj er hverken en religiøs eller en national dag. Første majs budskab går nemlig på tværs af både religiøse overbevisninger og nationale tilhørsforhold.  1. maj handler netop om, at vi ALLE SAMMEN – uanset tro, nationalitet og alt muligt andet – har ret til et godt og værdigt liv.

Vi vil ikke have en underklasse, der lever i fattigdom eller slider sig op pga. elendige arbejdsforhold – for at andre kan leve i overflod. Vi vil ikke acceptere, at alle ressourcerne samles hos nogle få, mens andre har for lidt. Og vi vil ikke acceptere at magten ligger hos nogle få, mens almindelige mennesker er sat uden for indflydelse, hvilket desværre stadig er tilfældet rundt omkring i verden.

Det er pga. af de værdier, at arbejderbevægelsen for 122 år siden på den første internationale kampdag demonstrerede for 8 timers arbejde, 8 timers fritid og 8 timers hvile. Det er på grund af de værdier, at vi både før og efter anden verdenskrig demonstrerede imod fascisme, kommunisme og alle andre typer af diktatur – og for demokrati. Og det er på grund af de værdier, at vi år efter år på d. 1. maj har markeret vores solidaritet med mennesker rundt omkring i verden, der har det svært – hvad enten det skyldes urimelige arbejdsforhold, tyranniske diktatorer, krig, hungersnød eller klimaproblemer. Det er jo alt sammen ting, vi som mennesker KAN gøre noget ved. Den 1. maj minder vi hinanden om, at det også er ting, som vi VIL gøre noget ved. Der er masser at tage fat på, når det kommer til kampen for et godt og værdigt liv for alle – både ude i den store verden og her i Danmark.

Så jo: Første maj er en dag med et budskab.

De konkrete budskaber ændrer sig selvfølgelig fra år til år, fordi de påvirkes af den aktuelle dagsorden, og hvad der sker rundt omkring i verden osv. I år kommer det derfor helt sikkert til at handle meget om, hvordan vi kommer godt igennem den økonomiske krise. Og det er godt. Første maj skal være fuld af aktuelle politiske budskaber.

Men første maj skal også minde os om de helt store budskaber, som ikke ændrer sig fra år til år. De budskaber, som har med selve 1. majs ånd og hele arbejderbevægelsens historie at gøre. De budskaber, som er blevet formet af de sidste 122 års 1. maj samlinger, og som ganske enkelt handler om vores helt grundlæggende værdier.

FRIHEDEN, som gang på gang har været en del af vores 1. maj slogan, når vi har sagt fra overfor autoritære styrer. Den frihed som ethvert godt samfund må tage udgangspunkt i, fordi vi som mennesker på én gang er lige meget værd og helt unikke og forskellige – og derfor må have netop frihed til forskellighed, så længe vi ikke skader andre. Ytringsfrihed, trosfrihed, forsamlingsfrihed…

Og som det næste den LIGHED, som vi også igen og igen har brugt i 1. maj parolerne, når samfundets goder er blevet samlet på for få hænder, og når de få har udnyttet eller ligefrem udbyttet de mange for at bevare deres privilegier. Den lighed som er helt nødvendig, hvis ikke friheden kun skal gælde for de stærkeste og dermed blive til egoisme og ren junglelov.

Og som det sidste SOLIDARITETEN, som jo også har indgået i adskillige 1. maj slogans, når vi har vist sympati, opbakning og aktiv støtte til mennesker, der har været klemt. Solidariteten som på en måde er hele forudsætningen for både friheden og ligheden. For frihed til forskellighed og lige muligheder giver man kun til andre, hvis man kan tænke på andre end sig selv, hvilket præcis er det solidaritet handler om.

Liberalismen taler om frihed. Kommunismen taler om lighed. Vores demokratiske socialisme taler om frihed, lighed og solidaritet. Det er når de tre værdier alle er til stede på samme tid og afbalancerer hinanden, at det rigtig gode samfund skabes, hvor vi kan leve godt og ordentligt og fredeligt sammen på tværs af vores mange forskelligheder. Hvis ikke vi skulle fejre disse værdier på 1. maj, hvornår skulle vi så?

Og ved I hvad: Det med at værne om både friheden, ligheden og solidariteten på én gang – det er præcis det VI kan, som de andre ikke kan. VKO svigter friheden til forskellighed, når de vil assimilere udlændinge i stedet for at integrere og inkludere dem. VKO svigter ligheden og de lige muligheder, når de favoriserer privathospitaler og private sundhedsforsikringer på bekostning af vores fælles sundhedsvæsen. Og VKO svigter i den grad solidariteten, når de skærer i ulandsbistanden til verdens fattigste og i de sociale ydelser til Danmarks fattigste. Der er brug for en ny regering OG en ny politik.

De sidste 122 års 1. maj fejringer minder os dog ikke bare om vores grundlæggende værdier. De minder os også om, at vi faktisk KAN gøre en forskel, når vi sammen gør en indsats. Rigtig mange af de politiske mål, der er blevet kæmpet for siden arbejderbevægelsen første gang fejrede 1. maj, var ekstremt ambitiøse, da de blev formuleret. Men rigtig mange af dem er blevet nået. Og så er der sat nye mål, som også er blevet nået.

Det tog næsten 30 år at nå målet om en 8 timers arbejdsdag. Siden blev der stillet krav om en 40 timers arbejdsuge, ferie med løn, sikkerhedsnet for ledige osv. osv., og efterhånden voksede velfærdssamfundet frem. Fordi arbejderbevægelsen og den politiske venstrefløj satte ambitiøse mål.

Vi må aldrig holde op med at sætte ambitiøse mål. Vi må aldrig sænke ambitionsniveauet – heller ikke selvom det måske nogle gange kan virke belejligt eller taktisk smart for at komme tilbage til magten – eller fastholde magten.

Vi må ikke sænke ambitionsniveauet i forhold til den globale ulighed, som, kære venner, desværre stadig er grotesk stor, selvom der også sker fremskridt.

Vi må ikke sænke ambitionsniveauet i forhold vores egne fattige herhjemme i Danmark, hvoraf nogle ikke engang har råd til det medicin, de og deres børn har brug for.

Vi må ikke sænke ambitionsniveauet i forhold til at give Achmed fra Ishøj lige så gode muligheder for at få en uddannelse som Anders fra Gentofte.

Vi må ikke sænke ambitionsniveauet i forhold til at få ændret den kendsgerning, at en dreng i Solrød i dag kan se frem til at leve 10 år kortere end en dreng fra Søllerød.

Vi må ikke sænke ambitionsniveauet i forhold til de enorme klimaudfordringer.

Hvis vores forgængere i arbejderbevægelsen havde droppet de ambitiøse mål om 8 timers arbejdsdag, 40 timers arbejdsuge, ferie med løn osv., så var de formentlig aldrig blevet nået.

Som de ikke gjorde, så må vi heller ikke reducere politik til personfnidder, til detailspørgsmål, til taktik, til et spil, hvor det gælder om at gætte befolkningens holdninger og så bare sige det samme. Gør vi det, så svigter vi 1. majs budskab om, at hvis vi står sammen og holder fast i vores værdier, så kan vi forandre ting – til det bedre.

Men kun hvis vi står sammen og holder fast i vores værdier.

Den dag vi opgiver vores værdier og kun ønsker magten for magtens egen skyld, den dag har vi nedlagt os selv som bevægelse. Den dag må aldrig komme. Det er 1. majs hilsen til os her på Daugaard Strand anno 2011.

Tak for ordet!