Folketingskandidat i østjylland

Bookmark and Share

Nyheder

28/05 - 2010

Usolidarisk VKO-plan


Bragt i Horsens Folkeblad 27/5 2010.

Det er dybt usolidarisk, når V, K og O vil lade børnefamilier, udlændinge, ulande og ikke mindst arbejdsløse betale regningen for krisen. Når man dertil lægger, at de tre partier selv har bidraget til at slå hul i statskassen med en hel række skattelettelser til især de mest velhavende i perioden fra 2001 til 2010, må man konstatere, at borgerlig politik anno 2010 stadig minder om omvendt Robin Hood.

Hvorfor skære i børnepengene og fjerne støtten til fertilitetsbehandling, når Danmark har brug for flere børn og ikke færre?

Hvorfor spare på universiteter og forskning, når vi ved, at Danmark fremover skal leve af viden?

Hvorfor prøve at bilde folk ind, at nulvækst i kommunerne ikke medfører besparelser, når vi ved, at udgiftsbehovet er stigende, og et krav om nulvækst derfor også er et krav om at skære ned.

Hvorfor igen, igen gøre livet mere besværligt for vores nydanske medborgere ved at skære i tolkebistanden?

Heldigvis findes der en fair løsning på krisen. En løsning, der sikrer, at vi kommer igennem krisen med velfærden i behold. Bankerne, de multinationale selskaber og millionærerne skal bidrage med lidt mere i skat.

Lønmodtagerne skal bidrage med 12 minutters ekstra arbejde om dagen - med løn selvfølgelig. De unge skal bidrage ved at gøre deres uddannelse lidt hurtigere færdig.

Noget af det allervigtigste er at få forbedret det danske uddannelsesniveau. Op igennem 90'erne steg andelen af unge, der gennemførte en ungdomsuddannelse, men i 00'erne er det desværre gået den modsatte vej. Der er brug for fair forandring.

Valget nærmer sig og forskellene mellem VKO og S-SF er krystalklare. Regeringen og Dansk Folkeparti vil spare sig igennem krisen og sende regningen til arbejdsløse, børnefamilier og de fattigste mennesker i verden.

Vi vil arbejde os ud af krisen og investere i bl.a. folkeskolen og vores fælles sundhedsvæsen, fordi vi ved, at social tryghed og god uddannelse er altafgørende, hvis Danmark fortsat skal være blandt de bedste lande i verden at leve i. Lad os nu spørge vælgerne i hvilken retning, de mener, at Danmark skal udvikle sig.